Hvalpe hos os

Opdræt
Vores hvalpe bliver født i huset da vi synes det er alfa og omega at hvalpe, der skal vokse op til at være gode familiehunde, skal "udsættes" for dagligdagen i en familie allerede fra nyfødte, så de allerede er vant til støvsuger, tv, barn der leger og larmer og den almindelige aktivitet i hjemmet.
Vi går meget op i at socialisere/miljøtræne vores hvalpe på alle tænkelige måder, så de er rigtig godt rustet til deres fremtidige færd ud i verden.
Vi har en del hjemlige aktiviteter med hvalpene, bla. lydtræning med cd, aktivitetsredskaber, møde med kat, kanin og andre hunde både store og små, møde med forskellige personer som hvalpekøbere, venner og familie som kommer i hjemmet, tilvænning til trimme/udstillingsbur, negleklip og berøring på hele kroppen, start på renlighedstræning osv. nedenfor ses billeder af nogle af de hjemlige aktiviteter.

 Derudover tager vi dem med på oplevelser udenfor hjemmet. Vi besøger skov, vand, træningsplads, dyrlæge, plejehjem, børnehave og hvad der ellers lige byder sig af muligheder. Dette betyder også at hvalpene bliver vant til at køre i bil og opholde sig transportbur under kørslen, de vil have været ude at køre 8-10 gange inden de rejser hjemmefra.
 
Ved endelig reservation af hvalp betales der et depositum på 1.500 kr, som ikke tilbagebetales hvis køber springer fra, det resterende beløb betales når hvalpen afhentes, hvalpen forlader ikke vores hjem før den er betalt og før den er 8 uger gammel.
Vi forbeholder os ret til at afvise hvalpekøbere og køb af hvalp er ikke endeligt gældende før en skriftlig kontrakt er underskrevet af begge parter.

Vi vil meget gerne have besøg af nye hvalpekøbere flere gange i løbet af forløbet, meget gerne også inden hvalpene kommer, så vi kan få en snak om jeres behov og ønsker, og hvor i kan se de voksne hunde og hvordan "kennelen" er, inden der er små hvalpe, som kan smelte ethvert hjerte.
Vi vil sammen finde ud af hvilken hvalp der passer til netop jeres familie, så det bliver det mest perfekte match, således at familien med "gang i" ikke får den mest generte og tilbageholdende hvalp, at det rolige pensionistpar ikke får den vildeste krudtugle og at den aktive jæger ikke får en hvalp der ikke er glad for at samle ting op osv

Ved køb af hvalp fra Kennel Vanilla Joy medfølger:
- Stambog fra DKK

- Købsaftale fra DKK

- Sundhedsattest og pas fra dyrlægen

- Hvalpefoder af mærket Kingsmoor

- Hvalpen er chippet

- Hvalpen har fået ormekur og er vaccineret første gang

- Lille tæppe og bamse med lugt "hjemmefra"

- Halsbånd

- Mappe med info, skema over ting hvalpen har prøvet, gode råd osv.

- CD med billeder og videoer fra hvalpens første 8 uger

- Coat king til pelsplejen


Derudover vil vi meget gerne være behjælpelige med at trimme og klippe hvalpen det første år uden beregning, det giver os også god mulighed for at følge med i dens opvækst.
Der er mulighed for at følges med os til udstilling hvis man ønsker det og har brug for lidt råd og vejledning omkring det.
Vi vil også arrangere hvalpetræf hvor vi håber så mange af hvalpene vil deltage, det er sjovt at samle hele kuldet igen og se hvordan de har udviklet sig både for os, men også for de nye ejere.
Vores telefon og mail er også altid åben hvis der skulle være spørgsmål eller andre ting.

Føde/hvalpe-kasse:
Bygget af MDF plade som er malet og lakeret så den kan holde til fugt. Siderne er så høje så hvalpene ikke selv kan hoppe ud af kassen andre steder end ved indgangen når den er åben. Bunden er hævet fra gulvet, for at undgå kulde og træk.
Kassens mål er 80 x 120 cm og den er god og rummelig så der både er plads til leg og hvile.

Indgangen til kassen kan forsynes med låger i forskellig højde, så vi hele tiden kan styre hvem der kan komme ind og ud af kassen.
Når hvalpene skal til at færdes uden for kassen kommer der i starten en lille rampe på så de nemt kan komme op og ned.

Kravlegården
Når hvalpene er ca 3 uger gamle, får de sat kravlegården op foran kassen, så de kan begynde at udforske noget mere af verden, samtidig med at vi stadig kan holde styr på hvor de befinder sig.
"Gården" er ca 2 x 2.5 meter så der er god plads til at lege og udfolde sig.
Der vil der være forskellige aktivitets muligheder og hvalpene vil få deres mad i kravlegården.
De vil have fri adgang til forskelligt legetøj; bamser, bolde, gummi-gnave-ting, knude-reb, små pels dummier osv og på vores initiativ adgang til aktiverings legetøj; bolde til godbidder/foder, Buster-bone, plast flasker med godbidder/foder, marv-ben med indhold, tomme toilet ruller med godbidder i, tyggeben, fuglevinger og skind (vildt-træning), leg med grydelåg, gryder og metal dåser med larmende indhold for at vænne hvalpene til høje lyde og pludselig larm, boblemaskine der laver bobler med bacon og kyllinge smag, papkasser og æsker der kan udforskes, bides i og leges gemmeleg i osv osv. det er kun fantasien der sætter grænser.

Aktivitetsområde - udendørs
Vi laver et aktivitetsområde til vores hvalpe når de er gamle nok til at komme ud og har brug for mere aktivering. Alt efter årstiden og vejret bliver området på terrassen eller i vores udhus. Vi synes det er vigtigt at hvalpene får styrket deres muskler og motorik og at de har prøvet en masse ting inden de rejser herfra, nedenfor er der beskrivelse og billeder af de forskellige elementer.

Tunnel
Et drænrør i passende størrelse, til at løbe igennem og gemme sig i. Det lærer hvalpene, at det ikke er farligt at gå igennem snævre passager og underlaget er ujævnt

Borgen
Kombineret hule og overgang med hængebro, hvalpene kan gemme sig i hulen hvor der er tre indgange, og kan gå over broen hvor den lille hængebro giver en lille udfordring. Det giver hvalpene selvtillid at kunne forcere forskellige forhindringer

Vippe
Vippen lærer hvalpene at kunne bevæge sig på ting der pludselig bevæger sig, der er gummi dutter under vippen i begge ender, så nedslaget bliver mindre hårdt

Gyngende grund
Platform ophængt i kæder så den er meget bevægelig når hvalpene bevæger sig på den. Lærer hvalpene at gå på usikkert underlag uden at blive bange

Overgang
Overgangen kan reguleres i højden i takt med at selvtilliden hos hvalpene stiger

Snoretræk med lyd
Et udspændt stykke snor hvori der hænger to snore, en med et tøjdyr og en med en kæde der ender på en metalplade, når hvalpene trækker i tøjdyret hopper snoren op og ned så kæden larmer på metalpladen, dette vænner hvalpene til høje pludselige lyde

Balancebom
Med ujævnt underlag og to-trins højderegulering så den kan tilpasses hvalpenes størrelse

 "Rasleunderlag"
Et stykke kraftigt plast spændt ud i en ramme, underlaget rasler når hvalpene går på det og bevæger sig hvis det blæser. Lærer hvalpene at gå på anderledes underlag og forholde sig til forskellige lyde uden at blive bange

Trippe-overgang
En stige som hvalpene skal gå på med små skridt, for ikke at "falde" igennem, lærer hvalpene koordination og kropskontrol. Stigen kan vende to veje, én hvor trinene ligger direkte på jorden, og der derved ikke er langt at træde igennem og én hvor der er et lille mellemrum ned til jorden, til når hvalpene er blevet gode til at koordinere deres bevægelser og skal have lidt mere udfordring

Slalom-labyrint
Kombineret slalom og "labyrint", giver hvalpene selvtillid og mod til at gå ind i rum/forhindringer hvor udgangen ikke er umiddelbar synlig, og giver samtidig kropskontrol i vendingerne

Trædemåtte
En kraftig ujævn gummimåtte, som føles underligt under hvalpenes poter, og som er god at gemme godbidder i, nede i alle hullerne når der laves lidt næsearbejde  

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE